Velkommen til Haagerup Gl. Skole
Nutidens børn går rundt i verden, som om de har ret til at være i den. De ligger ikke under for autoriteter.
De har brug for selvfølelse og personlig ansvarlighed.
Med udgangspunkt i trygge og faste rammer vil vi udvikle den unges følelse af selvtillid og selvfølelse, bl.a. ved udviklende fællesoplevelser og megen omsorg. Vore børn har som alle andre mennesker deres egen personlighed og deres eget særpræg.
På den baggrund forsøger vi at skabe en hverdag, hvor omsorg, tryghed og forudsigelighed er nøglebegreber.
Vi giver de unge mulighed for at tilegne sig ny viden, nye erfaringer og nye færdigheder. På den måde får de en tro på, at det kan lade sig gøre at få magt over tingene.
De får en tro på, at man ved egen indsats kan være i stand til selv at frembringe tilfredsstillende ændringer af omverdenen, at man selv er i stand til at påvirke sin verden, og at denne påvirkning i høj grad er éns egen indsats.
Vi tror, at det i en globaliseret verden er nødvendigt med et humanistisk og mangfoldigt menneskesyn. Vi vil gerne gøre vore unge mennesker til hele mennesker, som er forstående og tolerante over for anderledes tænkende, og som kan hvile i sig selv.
Nøgleordene er omsorg, indlevelse, oplevelser og trygge rammer og en fornemmelse af at være noget værd, uanset hvem man er, hvordan man er, hvor man kommer fra, og hvordan man ser ud.